Vi ankommer til Arad
I foråret 2005 fik både Cosmin og Thorkil lagt stærkt på hjerte, at de skulle prøve at komme ind i fængslet i Arad for at evangelisere. I dette fængsel har der vist aldrig været besøg af kristne grupper.
Efter at have bedt og tænkt meget over det fik de inspiration til at spørge lederen af Prison Fellowship i Rumænien om at kontakte direktøren i fængslet, som tøvende indvilligede i, at de måtte komme.

Thorkil fortæller:
” Mandag den 9. maj kl. 9 holdt vi udenfor fængslet i Arad og var klar til at møde de personer, som skulle åbne dørene for os. Cosmin og jeg selv gik først ind og afleverede vores pas og tilladelsen fra Bukarest. Vi fik at vide, at vi skulle vente på en anden person. Vi fik lov til at vente langt over en halv time. Endelig kom den ortodokse præst, som er ansat i fængslet. Han virkede meget formørket og irriteret over, at vi kom. Da vi havde hilst på ham, vendte han sig imod mig og sagde kort og konkret: ”Hvad vil du her?” Jeg blev lidt overrasket over så konkret et spørgsmål, da jeg vidste, at det absolut ikke er lige meget, hvordan vi præsenterer os for den ortodokse præst. Endelig fik jeg munden på gled og fortalte ham, at vi havde gode erfaringer efter 10 års arbejde i fængslet i Aiud, hvor vi fortalte fangerne om Guds kærlighed til dem og også prøver på at rehabilitere dem til deres løsladelse. Alt, hvad vi sagde, havde basis i Guds ord, Bibelen. Efter at han havde tænkt sig godt om, sagde han: ” Ok, vil I hilse på direktøren?” Det sagde jeg straks ja til, da jeg tror, at det altid er godt at få hilst på de øverste ledere.

Mødet med direktøren
Da vi kom ind på direktørens kontor, havde han åbenbart været meget optaget af at diskutere den politiske situation i Rumænien. Dette fortsatte han ivrigt med i en samtale med den ortodokse præst, og negligerede, at Cosmin og jeg var til stede. Jeg prøvede et par gange - når der var en lille pause -at fortælle lidt om, hvad vi havde lavet indtil nu i Rumænien, og Cosmin tolkede, men direktøren tog overhovedet ikke notits af, hvad vi sagde. Efter 10 minutter gjorde den ortodokse præst tegn til, at vi skulle gå, og vi gav direktøren hånden, hvor han sagde farvel til os uden at se på os.

Mødet med fangerne
Vi skulle være i en sal, hvor der var plads til ca. 200, men vi fik 70 fanger til mødet. Da fangerne begyndte at komme ind, kom der nogle, som kendte os fra møderne i fængslet i Aiud. De gik næsten helt amok, sprang hen til os, knuste og klemte os og var rørt til tårer. Dette var selvfølgelig en dejlig oplevelse oven på alt det andet, som var sket. Men jeg kan sige, at de 2 timers forarbejde for at komme ind i fængslet og den meget kolde modtagelse på intet tidspunkt fik mig til at blive usikker eller vemodig. Jeg vandrede i en enorm tro til Gud, at han var med os og havde åbnet dørene.

Vi fik lov til at bruge 1½ time til mødet, men fik så også at vide, at det var det eneste møde, vi fik om mandagen. Samtidigt sagde han til os, at vi måtte komme igen næste dag og holde et møde. Den ortodokse præst overværede alt, idet han sad på første række i mødelokalet. Men ved Guds nåde og Helligåndens hjælp fik vi lov til at tale til fangerne, som slugte alt, hvad der blev sagt. Jeg spurgte præsten til sidst, om vi måtte gå rundt til de enkelte fanger og lægge hænder på dem og velsigne dem. Meget tøvende svarede han, at det var ok. Vi havde en utrolig dejlig stund med fangerne, som jeg nok aldrig vil glemme. Det var ligesom, når vi fik ordet, at Helligånden ryddede alt religiøsitet bort og gjorde Guds ord levende og forvandlende for fangerne.

Vi prøver igen
Det er første gang, at jeg har oplevet, hvor mørk den ortodokse kirke kan være. Jeg er sikker på, at Helligånden har banet vej ind i dette fængsel også i fremtiden. Vi kan måske synes, at det er meget at bruge to hele dage med udgifter til kost og logi i byen for to møder på hver 1½ time. Men da jeg tror, at det er første gang, en gruppe kristne har forkyndt Guds ord i dette fængsel, kan prisen næsten ikke være for høj. Jeg / vi har i hvert fald mod på at lave nye ansøgninger til at komme ind i Arad Fængsel”.

Anledningen til det første besøg i Arad
"Kære danske brødre.
Mit navn er P. Liviu, og for tiden er jeg fange i det højt sikrede Arad Fængsel, hvor jeg afsoner en dom på 15 år.
Jeg mødte nogle af jer, mens jeg endnu var i Aiud Fængsel. Jeg deltog også i bibelkurset ”The principles of a Christian Life” udarbejdet af Rescuefonden. Uheldigvis fik jeg ikke chancen for at aflægge eksamen og få diplom, fordi jeg blev overflyttet til Arad Fængsel. Jeg er meget ked af, at jeg ikke mere får mulighed for at deltage i jeres møder, og jeg ønsker at fortælle jer, at jeg ikke er den eneste, der har det på denne måde. Der er mange fanger her, som plejede at komme til de kristne møder, som I arrangerede, og som nu er her i Arad Fængsel. Hver gang vi var sammen med jer og brødrene fra Rescue organisationen, bragte Gud tilgivelse, håb og lys ind i vores liv. Vi følte bogstaveligt Hans kærlighed og omsorg, og vi vidste, at Jesus døde for vore synder. I viste os så mange gode ting og delte med os episoder fra jeres liv på en sådan åben og ærlig måde. Gennem jeres tjeneste ændrede Gud nogle af os til det bedre gennem Jesu død og korsfæstelse. Derfor takker jeg hele tiden Gud for at have givet sin søn som offer for at sone menneskenes synder. Jeg takker også vores Herre Jesus, som uanset mængden af verdens synd accepterede at dø i vores sted, således at vi kun behøver at sige ja til hans offer for at få hans tilgivelse. Jeg er så glad for, at jeg gjorde det!!!

Vi venter på jer
Jeg ønsker, at I skal vide, at vi, som engang var i Aiud Fængsel, beder sammen for jer og for alle brødre og søstre fra Rescuefonden, om at Gud en dag vil åbne porten til Arad Fængsel for jer og jeres tjeneste. Vi håber og beder for, at denne dag vil komme, før vi forventer det.
Vi har fortalt mange andre om jer og jeres kærlighed til Gud og til folk som os, og derfor er mange af fangerne her ivrige efter at møde jer.
Jeg slutter dette brev og ønsker jer alle sundhed og styrke, så I kan fortsætte med at betjene folk som os og bringe navnet Jesus med liv og håb til dem, som ikke har det.

Med respekt
P. Liviu

P.S. Jeg ser frem til at se jer igen."

Reklamer