Lørdag d. 14/1-06, sidst på dagen, kom vi atter tilbage til vores kære familier og hjem. Vi har virkelig oplevet, at vi har været dækket med forbøn, så kørslen til og hjem fra Rumænien gik uden de store problemer. Det eneste tidspunkt hvor der var problemer med vejret, var da vi skulle køre fra Aiud til Arad en afstand på 250 km, dette tog 8 timer på meget glatte veje, men vi kom godt frem uden uheld.

Så pakkes der julegaver til fangerne

Søndag aften kom vi til Aiud, hvor vi så var klar til at starte møderne i fængslet mandag morgen. Det er stadig den samme direktør, der er i fængslet, men vi fik også bekræftet denne gang, at han snart holder. Vi havde ni møder fra mandag til onsdag, hvor vi ca. mødte 450 fanger. Holdet der arbejder med bibelkurset fik den sidste lektion udleveret, og der skal holdes diplomfest engang i februar. Når vi så kommer tilbage til fængslet i marts, vil vi så igen starte et nyt hold kursister op, det vil sige, at vi i alt har haft ca. 1500 fanger til at arbejde med og gennemgå dette bibelbrev kursus.

Vi oplever ved nogle af møderne, hvor det er disse fanger vi står overfor, at det næsten virker som et møde i en almindelig menighed, hvor de kommer med deres bibler og følger grundigt med i undervisningen. Vi kan helt tydeligt mærke på disse fanger, at der er sket en ændring i deres liv, men alligevel oplever vi, at det er en meget stor opmuntring for dem, hver gang vi kommer. Mange af disse fanger, som har fået diplom, er blevet spredt ud i andre fængsler i hele Rumænien, på grund af at man restaurerer fængslet i Aiud. Cosmin og hans medarbejdere på Rescue kontoret i Cluj oplever dette meget tydeligt, da der er blevet spredt stor interesse for bibelbrevkurset i andre fængsler, og at man gør det muligt for nye fanger at gennemgå brevkurset pr. post. Dette medfører at kontorets medarbejdere er i kontakt med 18 forskellige fængsler i Rumænien vedrørende dette brevkursus.

Et helt læs pakker til fængslerne

I Arad fængsel fik vi fem møder torsdag og fredag. Tak for forbøn angående tilladelse til at komme ind i Arad fængsel. Vi fik tilladelsen om tirsdagen, hvor vi skulle køre til Arad dagen efter, det var virkelig et bønnesvar. Igen fik vi lov til at være sammen med livstids fangerne, hvilket er en helt
speciel oplevelse ( jeg vil gerne korrigere fra sidste bedebrev, at en livstids fange ikke sidder i fængslet til han dør men bliver ved god opførsel løsladt, når han er 60 år.)
Det helt fantastiske ved disse personer er, at det næsten er dem der virker mest taknemlige for, at vi kommer og er sammen med dem. Hvert eneste ord der bliver talt suger de til sig og hengiver sig
100 %, når vi til sidst lægger hænder på dem og beder for dem. Den ortodokse præst opfører sig mere og mere venlig overfor os.

Da vi har besluttet at arrangere en tur for fængselsofficere fra Aiud og Arad til Danmark i juni måned, blev jeg nødt til at høre direktøren, om de ønskede at tage imod tilbudet. Direktøren som vi indtil nu faktisk ikke har haft fællesskab med, og som vi har oplevet meget skeptisk overfor os. Cosmin og jeg blev ført op på hans kontor af den ortodokse præst, hvor vi ventede på ham i 20 minutter. Da han kom ind på kontoret, så han bare lige frem og gik op til hans plads ved skrivebordet uden at hilse eller sige noget som helst. Da han havde sat sig, så han op på mig og nikkede, hvilket jeg opfattede som et tegn på, at jeg kunne sige det, som jeg havde på hjerte. Jeg startede med at sige mange tak, fordi vi måtte komme til hans fængsel og holde møde med fangerne.
Hertil svarede han: ” Jeg vil gerne takke jer, for at I kommer, for vi har oplevet, at når I har været her, er der en meget bedre atmosfære blandt fangerne”. Dette var et mirakel. Denne mand, som vi havde frygtet for, takkede os for, at vi kom og sagde, at fængslet var åbent for os så ofte, som det var muligt for os at komme. Gud hører bøn. Det var endda ikke sikkert, at han selv kunne komme med til Danmark, så det var ikke derfor, at han kom med de pæne ord. Men han lovede at udpege 4 officerer, som kunne komme med på turen. Torsdag aften inviterede vi en af officererne fra undervisnings afdelingen med ud at spise. Han var meget flink og imødekommende, og sagde blandt andet at han så det som noget meget positivt, at vi kom med det budskab, som vi havde, da det kun var muligt for udlændinge, samt at fangerne var meget mere interesseret i at lytte til udlændinge end lokale rumænere.

Thorkil

Reklamer