Kære Venner og forbedere.
Så er vi hjemme igen efter en fantastisk tur til Rumænien. Vi var selvfølgelig meget spændte på hvordan turen ville forløbe, da det jo er første gang vi har været med i Rumænien og også første gang vi har været på mission i fængsler.
Mange har bedt for os, hvilket vi takker Herren for, men vi ønsker også at takke alle forbederne for jeres trofasthed i bøn. Vi fornemmede en stor fred og tryghed under hele turen og Helligånden ledte os gennem hele turen til at tjene Herren med hver sin tjeneste, så det blev til opmuntring og hjælp til alle disse kære Rumænere som vi mødte. Rigtig mange tog et standpunkt for Jesus og rigtig mange blev omvendt og frelst.
Lørdag aften skulle vi mødes med nogle unge i byen Cluj, Dette møde foregik i en ungdomsklub, der også havde gademission. Disse unge var meget interesseret i at høre om mission i andre lande og om hvilke vanskeligheder de forskellige kulturforskelle kunne medføre. Der var en del unge kvinder tilstede, som tilkendegav deres problem med at være i tjeneste, da det ikke er særlig anerkendt at kvinder ”så synligt” er i tjeneste for Herren. Det fik vi en god dialog om. De unge kvinder gav bagefter udtryk for at samtalerne havde været dem til hjælp.
Overalt hvor vi kom frem mødte vi stor venlighed og gæstfrihed og da vi blev indkvarteret privat fik vi lidt indblik i Rumænernes hverdag.
Noget som var nyt for os, da vi var til møde i to menigheder i Sannicoare var at kvinderne sad i den ene side af kirken og mændene i den anden side under gudstjenesten. Ved mødet i Pinsemenigheden var Helligånden stærkt tilstede og flere gav udtryk for deres glæde over vor tjeneste – Al ære til Gud og Herren Jesus Kristus.
Så blev det mandag og vi skulle have vort første møde i fængslet i Aiud, hvor også Richard Wurmbrandt sad fængslet. Vi var meget spændte på hvordan det ville forløbe. Vi blev modtaget med stor venlighed fra fængsels personalets side. Det var dejligt at se hvordan alle i fængslet hilste på ”Thorkil fra Danmark” velkommen igen.
Så kom det første hold fanger til gudstjeneste, ca. 50 personer. Lovsangerne som vi havde med, åbnede mødet. Evangeliet blev prædiket og ordet om Jesu kærlighed og tilgivelse lød, kaldet til omvendelse og til at tage imod Jesus som deres personlige frelser og på opfordring rejste ALLE sig og bad med på synderens overgivelses bøn. Da måtte vi bare bøje vore hoveder, og vi græd glædestårer med tak til Herren for Hans værk i disse kære mennesker. Ingen vagter var til stede i lokalet under gudstjenesten. Vi var helt alene med fangerne, en tillid som Thorkil har bygget op gennem de 15 år han har drevet fængsels mission, så der var ingen tvang eller pres fra vogternes side.
Vi oplevede alle at Gud gav os stor kærlighed til fangerne og ønskede kun at favne dem med Jesu kærlighed. Møderne foregik stille og roligt, på nær et, som var med helt unge fra 14 – 18 år. De var lidt støjende, men Helligånden virkede og så i dem, hvilket nogle af dem gav til kende efter mødet.
Vi kørte derefter til Arad, hvor vi skulle have tre møder om dagen torsdag og fredag. I Arad fængslet var der meget mere kontrol og personlig tjek, før vi blev sluppet ind i fængslet. Præsten i fængslet, var fra den Russisk Ortodokse Kirke, skulle ledsage os. Han råbte hele tiden meget højt og prøvede på at virke autoritær, men inden vi forlod fængslet blev han mildere stemt og ”smilede”
Fangerne i Arad lyttede opmærksomt. Nogle havde en Bibel, og Helligånden ledte til at undervise i ordet, da en del af fangerne allerede var kristne. Det sidste møde, der blev holdt, kom alle livstids fanger ind og vi var enige om at det var nok mødet der gjorde størst indtryk på os alle. Ingen af disse mænd havde mulighed for at blive løsladt før de blev 60 år og der var flere yngre iblandt dem, 20 – 30 år. Nøgle af dem skulle tilbringe resten af deres tid i fængslet til de døde. En forfærdelig skæbne, men pris ske Gud for Hans kærlighed også til disse mænd, for hvad vi fik fortalt var at alle havde taget imod Jesus som deres frelser. Vi måtte bare opmuntre dem, og ved Helligåndens hjælp styrke dem i troen, opbygge dem, give dem håb, opfordre dem til at stå sammen i bøn og leve i Jesu nærhed. Selv om disse mennesker i fængslet bliver betragtet som meget farlige, med svært bevæbnede og hætteklædte omkring sig, følte vi kun fred, ikke på noget tidspunkt var der en anden følelse end af kærlighed og fred. Jesu kærlighed var omkring os alle, og mange af fangerne kom os i møde med et knus.
En stor oplevelse har det været for os, og også meget lærerig. Vi vil aldrig kunne slippe disse mennesker i vore bønner. Gud har lagt megen nød og kærlighed ned i vore hjerter for dem, og også for hele Rumænien.. Vi takker Herren for at vi fik en mulighed, for at være med, for at tjene Ham.
Til slut vil vi gerne nævne en stor tak til Thorkil, for hans måde at lede og tilrettelægge turen på og også tak for det fantastiske fællesskab vi havde sammen under hele turen. Vi ønsker Guds velsignelse over både Thorkil og hans hustru Sonja og fortsat velsignelse over den tjeneste de er i.
Kærlig hilsen
Vagn Rasmussen, Erna Hansen, Aase Jochumsen
|
