Det har været et stort privilegium at deltage i missions turen til Rumænien. Vi har været i ungdomsklub, 3 fængsler, 2 kirker, og arbejdet sammen med 3 forskellige kirkeretninger – baptister, pinsevenner og ortodokse kristne. Vores ønske har været at opmuntre de kristne til at være kirke og virke med den tjeneste som Jesus gjorde, bl.a. ud fra Lk. 4:18, som er Jesus missionserklæring. Det bør også være kirkens, og til det har vi brug for Helligåndens kraft. Derfor vægtlagde vi også nådegaverne som Gud har givet til sin menighed ved vores besøg.
 I fængslerne var budskabet centreret om håb midt i en håbløs hverdag. Om fred til det menneske, der kæmper med ufred, bekymring og frygt. Vi demonstrerede Guds kærlighed og nåde i gennem ord og gerninger udover sange, vidnesbyrd og forkyndelse også ved bøger, bl.a. bogen ”Vilddyr” af Tony Anthony, samt ved praktiske små gaver som kuverter/frimærker til familie, shampo, blyanter, kuglepenne m.v. Ved Guds nåde kunne vi tænde et lys, der hvor der er mørke. Bogstaveligt så vi forandringerne i fangernes ansigt fra formørkede og udtryksforladte ansigter, til ansigter der lyste op, og hvor der blev etableret kontakt. Ofte kunne det tydeligt ses med smil på læberne eller tårer, der fik frit løb ned af barske voksne mænds kinder.
Selv oplevede jeg det som helt rigtigt at være i sådanne mørke omgivelser, hvor lyset kan få lov til at skinne klare. Jeg oplevede at være kirke i funktion, udrustet ved Helligåndens kraft. Jeg oplevede at min komfort og bekvemmelighed fik et skud fra boven, og blev kærligt mindet om min forkælet virkelighed og hverdag i Kolding. Jeg er ”stolt” over at få lov til at være sendebud på vegne af Apostolsk Kirke i Kolding, og partner i Rumæniens mission, som jeg klart kan anbefale til alle.
Jesper Kure, Præst i Apostolsk Kirke
__________
Vores fængselstur til Rumænien den 19. januar 07, hvor Lasse, Jesper og Thorkil samt undertegnede deltog. Det må siges at være en fantastisk udfordring. Et godt kammeratskab var tilstede lige fra starten og gennem hele forløbet. Et godt sammenhold til lovsangsgrupperne var virkelig tilstede og var aldeles et kæmpe plus for et godt forløb med fangerne.
Jeg er meget stolt af at være med på sådan en speciel mission, hvor et så stærkt gennembrud af ændringer i fangernes liv med Gud /Jesus virkelig kan mærkes
slår igennem.
Man kan mærke, at fangerne overalt hvor vi kommer frem, hungrer efter sådan et markant brud på deres menneskelige isolation. Dette tiltag i mit liv er nok det største indtryk, jeg nogen sinde har oplevet af menneskelig taknemmelighed, hvor Gud/Jesus nærvær virkelig er tilstede. Vi var stolte over at dele Tonys bog ud, et kraftigt budskab som virkede rigtigt
inspirerende for fangerne. Tony kommer selv til Rumænien, det var virkelig en overraskelse for fangerne.
Inden vi tog af sted, havde jeg haft stor hjælp fra min cellegruppe med mit vidnesbyrd. Først skrevet på dansk og derefter oversat til engelsk. Jeg har ikke brugt sproget i ca. 40 - 45 år, så jeg var meget spændt på mine første møder med fangerne, hvor jeg var på. Det var fantastisk, lige pludselig tog Thorkil mine støtte papirer fra mig, og jeg talte direkte fra hjertet på engelsk, til min store overraskelse forløb det godt. Cosmin oversatte til rumænsk og mit budskab blev godt modtaget af fangerne. Uden sådan en støtte imellem hinanden var det ikke muligt at få så meget til at ske.
Overalt hvor vi kom frem, fik vi støtte af Thorkils venskabskreds med spisning og
overnatninger. Denne mangeårige stabilitet er en guds gave.
Med Lasse, Jesper, Thorkils og min tillid til Jesus, blev der flyttet meget håb og tro ind i fangernes hjerter.
kærlig hilsen Erling
__________
 Fredag d.19 januar kl. 06 om morgenen drog vi fire mænd (Thorkil, Jesper, Erling og Lasse) af sted mod Rumænien. Efter 2000 kilometers køre tur ankom vi til Rumænien. Alle de Rumænske kontakter tog glædeligt og hjerteligt imod os. Det blev til 16 gode møder i 3 fængsler på 5 dage.
Møderne i fængslet var en stor oplevelse og gjorde stort indtryk. Ind af døren til det kolde lokale hvor vi afholdt mødet, kom en gruppe fanger. I alle fangernes øjne syntes lyset at være helt slukket. Efter et enkelt blik på fangerne fik man sympati med dem. I en af vores mange samtaler med hinanden i gruppen, var vi enige om, at det var ikke hvad fangerne havde gjort eller hvordan deres historie lød, vi havde fokus på, men vi holdt af dem og ønskede bare at give dem håb igennem evangeliet om Jesu kærlighed. På skift delte vi vidnesbyrd og forkyndte Guds ord om Kristi kærlighed til alle mennesker. Undervejs i møderne tændtes der tydeligt et lille lys i fangernes øjne og små smil kom frem i deres ansigter. Ved mødernes afslutning takkede fangerne af hele deres hjerte.
Et møde der særligt gjorde indtryk, var mødet i den lukkede afdeling. De fanger der befandt sig her var eftersigende særligt farlige... Men selv det mest hårde hjerte kan smelte, når det kommer i berøring af Guds ord. Selv om mødet her var meget forhastet, pga. den korte tid vi fik, var det med en særlig taknemmelighed, nogen af fangerne udtrykte deres glæde, over at vi husker dem, da de fik ordet.
Efter en veloverstået Rumæniens tur takker vi Gud for, at vi får lov at dele budskabet om ham, og at det ved Helligåndens kraft virker mægtigt ind i håbløse situationer!
Lasse Bærentsen
|
