Kære Venner og forbedere

Nu sender vi rapport fra sidste fængselsbesøg, det er godt nok ved at være nogle dage siden, vi kom hjem. Men da turen endte med stor træthed og sygdom i hele gruppen, har der ikke været ressourcer til at tænke på rapport før nu.

Tusind tak for forbøn og venlige tanker. På en måde har vi haft en fantastisk god tur. På vej derned og næsten hele vejen hjem kørte vi på tørre veje, det var kun de sidste 3-400 km, hvor vi kom igennem nogle voldsomme snebyger og vejen var delvis glat. Det betyder så utrolig meget for os på disse ture, at vejret er godt, og vejene er gode at køre på, det er bl.a. også derfor, at vi har utrolig stor brug for jeres forbøn. Herren har været nådig imod os nu i 16 år, hvor vi ingen større uheld har haft på disse mange ture. Tak til Gud for hans trofasthed.

Jeg var mentalt meget træt, før vi startede på turen, men vi kom derned med en dags forsinkelse i forhold til programmet. Dvs. at vi havde alle møder, som var programlagt med fangerne. Personligt måtte jeg godt nok melde fra til halvdelen af møderne, hvilket jeg var meget ked af, og som jeg aldrig har prøvet før, men tak til Gud at vi var et rigtig godt team. Matthew og David var fantastiske til at forkynde Guds ord og tale lige ind i fangernes hjerter. Hans Christian var som altid til stor hjælp med hans sang, musik og vidnesbyrd.

Vi mødte i alt ca. 600 fanger, og vi kunne mærke, at de alle gik fra møderne med opmuntring i deres hjerter. Cosmin og Vivi fra Rescue var helt på toppen, hvor Vivi spillede og sang mange sange for fangerne, og vi oplevede, at de virkelig af hjertet nød hendes sang og musik. Et møde blev helt specielt. Matthew talte til de kvindelige fanger i Arad om Gud som vores Far i Himlen, da han nævnte, at alle nok ikke havde den bedste oplevelse af deres far brød mange af kvinderne i gråd. Vi oplevede med det samme, at her havde vi ramt et meget ømt emne, men vi fik sluttet emnet af på en måde, hvor vi meget stærkt oplevede Jesu kærlighed og nærvær, og mange af disse kvinder smilte til os og gav os hånd da mødet var slut.

Om fredagen skete der dette, at gruppen mere eller mindre blev ramt af influenza. Matthew måtte blive i sin seng på hotellet hele dagen med høj feber. Hans Christian var med til alle tre møder, men umiddelbart efter blev han syg, og David fik en voldsom hovedpine, så da vi skulle køre hjem fredag eftermiddag kl. 16, var det med lidt blandede følelser, hvor ressourcerne skulle komme fra til at køre hjemturen. Fredag kørte jeg til vores overnatningssted i Ungarn, og før vi gik i seng spurgte jeg mine to medchauffører Matthew og H.C., om de troede, at de ville kunne være klar til at køre noget af turen dagen efter, de 1300 km hjem til Kolding. Det mente de begge, at de ville være og med dette i mine tanker, gik jeg til ro. Vi havde besluttet at starte kl. 5 om morgenen, og det første Matthew og H.C. sagde til mig, da de så mig var: ” Vi må melde fra til at køre i dag.”
Vi blev enige om at starte turen, hvor vi tog en time af gangen, og så hvordan det gik. Da kl. var 18, kørte vi ind i Kolding by, det var virkelig en tur med Guds hjælp.

Vi tager til Rumænien igen i uge 15 og uge 22, derefter bliver der en tur fra d. 27. juni til d. 5. juli. Til denne tur har vi to tomme pladser i bilen, så hvis du tror, at det er noget for dig, er du velkommen til at ringe, og vi kan tale om det. Tlf. 30 29 15 15.

Reklamer