Vi glæder os til at fortælle jer om vores sidste missionstur til de rumænske fængsler. Vi kom hjem til Kolding sidste lørdag d. 5.juli efter 4200 km kørsel, som er gået fuldstændig problemfrit. Ingrid og HC, Sonja og Thorkil vil hermed sige en stor tak til jer vores forbedere, som følger os på vores ture. Der var sommervejr i Rumænien med op til 35 graders varme og ingen regn.
Da vi ankom til Rumænien var vores 2 deltagere fra England ankommet til Cluj med fly 2 timer før. Sonya og Julian kom vi hurtigt til at kende rigtig godt, da de var nemme at kommunikere og samarbejde med. Søndag havde vi møde om formiddagen i Eclesia kirken i Cluj og om eftermiddagen i Pinsekirken i Sannicoare, hvor Sonya delte sit vidnesbyrd begge steder.
Denne gang mødte vi Voicu, hvor han ellers de sidste 2 gange har været på genoptræningsophold i andre byer. Det var meget positivt, da han har gjort store fremskridt. Han kunne straks kende os, og spurgte endda til vores børn, som han kunne huske ved navn. Cosmin siger, at Voicu fuldstændig har fået sin hukommelse tilbage, men han har svært ved at udtrykke sig. Han går selv og kan endda klare at gå op og ned af trapper uden støtte, men højre arm og ben er fortsat delvis lammet. Hele familien er ved godt mod angående hans situation. Træningsstedet i USA, hvor Voicu var efter hospitalet, siger, at de har aldrig oplevet et tilfælde som hans. Lægerne på hospitalet sagde, at hvis han overlevede, ville hans hjerne være død, og han ville aldrig komme til at gå. Han var endda med os en dag i Aiud fængsel, hvor han sagde til fangerne: ”Jeg er et Guds mirakel”.
Vi havde, som vi plejer 8 møder i Aiud fængsel. Det specielle ved møderne denne gang var, at nogle af fangerne ønskede at få ordet for at udtrykke deres taknemlighed til os for vores trofasthed i at besøge og opmuntre dem. Der var en af livstidsfangerne, som er jøde og sidder i fængsel for mord. Han har nu afsonet 19 år og kan blive løsladt i år 2089. Han gav udtryk for et stærkt personligt liv med Jesus Kristus, som gav ham livsmod og håb, og spurgte med et smil om vi ville holde ud med ham. Det er stort, at vi kan få lov til at besøge sådanne fanger, lægge hænder på dem og velsigne dem med personlig bøn. Sonya delte sit vidnesbyrd på alle møder og havde en video, som fortalte evangeliet på en levende og spændende måde, som talte til fangerne. Nelly og Viorel havde lukket fabrikken p.gr.a. sommerferie og havde derfor specielt god tid til samvær om aftenen.
Onsdag kørte vi til Arad, hvor vi havde 5 møder torsdag og fredag. Her oplever vi stor interesse og respekt fra officerernes side, som fulgte mange af vores møder. Vi har efterhånden fået opbygget et rigtig godt samarbejde med de officerer, som arbejder i undervisningsafdelingen samt de 5 psykologer. På det sidste møde var der en fange, som bad om ordet og takkede os, fordi vi kommer. Han ønskede at sende en hilsen fra den kristne gruppe i fængslet til vores kirke i Danmark. Vi oplever at den kristne gruppe vokser i fængslet, og at de støtter og opmuntrer hinanden.
Vi har nu haft 3 ture ret tæt på hinanden, men nu bliver der en lidt længere pause, da næste tur er sidst i september. I august kommer Cosmin til Danmark med sine medarbejdere, hvor de vil deltage i gudstjenesten i Apostolsk kirke i Kolding d. 10. og i Åben Kirke i Herning d. 17. Dette skriver vi fordi vi ved at Cosmin gerne vil hilse på så mange af hans danske venner som muligt. Vi vil hermed ønske jer alle en rigtig god og velsignet sommer og endnu engang tak for støtte og forbøn.
Kærlig hilsen Sonja og Thorkil
|