Fik et tilbud – og sagde ja
Selv om jeg nogle gange har været i fængslet i Torshavn for at besøge fanger, så må jeg i sandhedens navn bekende, at jeg har en negativ holdning til fængsler som institutioner. Jeg har altid ment, at der i de allerfleste tilfælde kunne være en anden løsning end at spærre folk inde i små celler i måneder eller år.
Men da jeg i efteråret 2008 fik et tilbud om at komme med på en tur for at besøge rumænske fængsler med evangeliet, var betænkningstiden ikke lang, før jeg sagde ja til at komme med.

Teamet fra Danmark marts 09

Rumæniensrejse sammen med tre hengivne personer
Vi var 4 personer i bilen, som startede fra Kolding tidligt om morgenen den 27. marts 2009 med kurs mod Rumænien. Foruden mig selv var to af mine landsmænd med, Poul Johan Djurhuus og Hans Jacob á Lava, som jeg også kendte fra Færøerne. Leder på turen var Karsten Møller, som var mig næsten ubekendt, men som jeg kom til at kende som en kærlig og nidkær broder for evangeliet og en særdeles god og omsorgsfuld tur-leder.

Et bevægende gensyn med Rumænien
Det var med meget stor spænding jeg krydsede grænsen til Rumænien den 28. marts. Denne gang ventede der mig en helt anden mission og opgave. Nu skulle vi IND og ikke UD med evangeliet. Vi fik en god modtagelse hos fængselsmissionens leder Cosmin og hans kære kone Monica, hvor vi overnattede de første nætter. Vi var til gudstjeneste i baptistmenigheden, som de tilhører og i en pinsemenighed, hvor vi oplevede et velsignet åndeligt fællesskab og fik lov at tale Guds ord med trøst og opmuntring til brødre og søstre samt give et evangelisk budskab til ufrelste.

Tusindvis af breve fra fanger
Vi besøgte også Rescue-Missionens hovedkvarter i Cluj, hvor vi fik en orientering om arbejdets omfang med f.eks. kontakt til fanger, der var kommet til tro på Jesus Kristus i fængslet, men nu var kommet ud igen. Specielt gribende var at se alle æskerne med breve fra fanger. Hvert enkelt brev repræsenterede en person, et liv, hvor Rescue-Missionen havde gjort en forskel.

I Aiud fængsel
Da jeg trådte ind ad døren i Aiud fængsel, skete der en forvandling i mit indre. Min nærmest medfødte antipati mod fængsler blev forvandlet til et syn af mennesker, som desperat behøvede budskabet om Jesus Kristus. Kærligheden til fangerne blev udøst i mit hjerte.
Da jeg, for første gang i mit liv, stod ansigt til ansigt med en flok fanger, hvoraf mange kun var teenagere, blødte mit hjerte af dyb medfølelse, de kunne jo være mine egne sønner. Og sådan var også mit budskab til dem, da jeg prædikede evangeliet til dem ud fra Johannes 3,16, om Guds kærlighed til hver enkelt af dem, og bad en frelses - og overgivelses bøn med dem. Dette gjorde jeg hver gang jeg talte evangeliet til fangerne.

9 møder i tre dage
Vi have tre møder om dagen i de tre dage vi var i Aiud-fængslet. På ét af møderne var der kun kvinder. Det var første gang i mit liv, at jeg har set en flok kvindelige fanger.
Det gjorde et meget stort indtryk på mig, som jeg aldrig kommer til at glemme. I nogle ansigter kunne man se forlegenheden, men samtidig fornemme deres forventning. Jeg talte ud fra beretningen om den samaritanske kvinde i Johannes Evangeliet det 4. kapitel, som fik slukket sin åndelige tørst af Jesus og modtog Guds frelse som en gave, da hun troede på Jesus som Guds Messias.

Cosmin, Guds frontkæmper i Rescue-Mission
Da jeg nævner Cosmin, må jeg bemærke, at denne mand utvivlsomt har vundet hjerterne, både iblandt fanger, fangevogtere og personale. Han er ydmyg, hengiven og udstråler tillid og Guds kærlighed i det kald, som han udfører i fængslerne.
Foruden at tolke os fire fra Færøerne og Danmark, så sørgede han for at medbringe kristen litteratur til fangerne, f.eks. andagtshæfter, opbyggelige bøger og mest af alt Det ny Testamente. Det var glædeligt og opmuntrende, at stort set alle tog imod med glæde. Da jeg også var med til at dele ud, var der en enkelt ind imellem, som ikke tog imod. Da jeg spurgte fik jeg at vide, at de ikke kunne læse.

Herlig sang i fængslet
Foruden Hans Jacob á Lava, så var der også en gruppe unge rumænere som sang på møderne, samt et rumænsk ægtepar. Man kunne mærke på fangerne, at disse sange havde en stor og positiv indflydelse på dem. De lyttede begejstret, især da der blev sunget på deres rumænske modersmål.
Kun én af os – Karsten - kunne få tilladelse til at fotografere under selve møderne. Men før det kunne ske, måtte alle fangerne tillade dette – og skrive under på denne tilladelse.

Sammen med langtidsfanger
Medens de forrige møder foregik i samme lokale, så fandt de sidste to møder i Aiud fængsel sted i et lille rum i fængselsafdelingen for langtidsfanger, hvor kun 8-12 fanger var til stede ad gangen.
Man fik et kontant indtryk af hvor alvorligt fængselsledelsen tog sig af sagen, da man kun så øjnene på hætteklædte sikkerhedsvagter, som mødte os og gik omkring med skudklare maskinpistoler.
Denne kendsgerning stod i stor kontrast til atmosfæren i det lille mødelokale, hvor disse mænd, i forskellige aldre, sad musestille som søndagsskolebørn og lyttede til kærlighedens evangelium om Jesus Kristus.
En japansk dame var med os i Aiud fængsel den dag. Hun fortalte fangerne om ægtefællens og sin egen kærlighed til Rumænien og fangerne. Det var meget bevægende at høre hende tale til fangerne i en kærlighedstone, som var hun deres mor.

I Arad
Medens Aiud fængsel er et gammelt fængsel, så er Arad fængsel ca. 8 år gammelt og havde af den grund mange fordele frem for det andet. F.eks. var bygningerne og gårdspladsen mellem bygningerne smukkere. Der var også en stor kantine hvor personalet spiser mad, som er tilberedt og serveret bl. andet af fanger. Vi, som var kommet for at holde møder for fangerne, spiste for os selv ved siden af den store kantine.

5 møder i Arad fængsel
Den første dag i Arad havde vi 3 møder i den store hal, hvor 83 mandlige fanger var kommet til det første møde. Ved de andre to møder var der 92 fanger. Nogle ville måske forstille sig både urolige og snakkende fanger, som forstyrrede tale og sang, men det stik modsatte var tilfældet. De var meget opmærksomme og lyttede med entusiasme til sangen fra Hans Jacob og de seks unge kristne fra Arad, som sang på deres modersmål. Det var betagende at se hvordan de “slugte” hvert eneste af de ord, der blev talt til dem.

Fangerne bad overgivelsesbønnen
Som jeg gør i min evangelisttjeneste på Færøerne og andre steder, hvor jeg rejser, bad jeg en frelsesbøn, efter at jeg var færdig med at tale til fangerne. De rejste sig op, og medens jeg bad overgivelsesbønnen til Jesus, kunne man høre dem bede sætningerne efter mig. Det var vidunderligt for os alle at høre. I fængslet i Arad blev der også uddelt den samme kristne litteratur, som i Aiud.
På de fem møder i Arad fængsel fik vi lov til at synge og tale evangeliet til mere end 200 fanger. Hvilket privilegium!
Poul Johan Djurhuus talte med en mand, som tog del i forskelligt arbejde i den store sal, hvor vi havde møderne, og fik at vide at han var en livstidsfange. Da han blev spurgt hvordan han havde det, svarede han: “Jeg har det godt, jeg har Jesus i mit hjerte, så jeg er glad og lykkelig.”
Alene at høre et vidnesbyrd som dette, beviser værdien af sådan en mission. Og dette er kun ét tilfælde af mange.

Fange – dog fri.
Et dejligt tilfælde var en mand omkring 43 år, som havde afsonet 17 år af en dom på 34 år. Men nu sad han der med et smil på læberne, med Bibelen i hånden og lyttede til evangeliet. Dette beviser rigtigheden af fængselsmissionen og evangeliets kraft i den enkeltes liv - selv i fængslernes formørkede atmosfære.
Ja, han – Jesus Guds søn – sætter, den dag i dag fanger i frihed bag fængselsmurene i Rumænien igennem evangeliets vidunderlige kraft. Derfor er denne mission så vigtig.
Fængselsbesøget i Rumænien er et besøg jeg aldrig kommer til at glemme, men som jeg ønsker at opleve igen!!!

Svenning Av Lofti

Reklamer