En ung mand i jeans og med en klar tobakslugt hængende kommer hen til mig under et ophold i fængslet i Arad, Rumænien.
»Vil det være i orden, hvis jeg låner din guitar« siger han, mens vi er gået i gang med et af vores møder for fangerne.
»Ja, gør du bare det« svarer jeg. Han prøver, så godt han kan, at følge med i de sange, der bliver spillet. Efter gudstjenesten vil han gerne låne guitaren igen. Senere kommer han hen til mig, kigger mig ind i øjnene og siger:
»Jeg elsker dig, min bror. Alt det, I har talt om, har fremgang i fængslet.«

Det er den bedste opmuntring, man kan få, når man har brugt krudtet på at fortælle fangerne, at de kan sætte en kærlighedens revolution i gang i fængslet. At Gud har givet dem et kødhjerte i stedet for et stenhjerte, da de tog imod Kristus. At det nye sæt af værdier kan springe fra en fange til en anden, fra en celle til en anden for til sidst at gennemsyre hele fængslet.

Let nok at sige, når man kommer udefra og ikke har prøvet at tilbringe de bedste år af ens liv bag tremmer. Men samtidig bekræftende at vide, at Helligånden netop arbejder på den plan: At Guds ord må få fremgang.

For den danske gruppe, der besøgte fængslerne i Aiud og Arad i september var oplevelsen til at mærke helt ind i sjælen.

»Gud mindede mig om spejderne, som blev sendt ind i det forjættede land. De blev spurgt om, hvad de så. På trods af Guds klare løfter så de fleste kun fjenderne. Kun få så frugterne og troede Gud for hans løfter. Vores øjne blev yderligere åbnet til at se frugterne og mulighederne for fangerne. Vi fik tro for, at fangerne vil bære meget frugt og vokse i troen - en vækst og fremgang, som går ud over vores tidligere erfaringer« siger Michael Vigsø, som var turleder og sidder i Rescues bestyrelse.

Også en af de andre deltagere, Carsten Juul fra Herning, var påvirket:
»Det har været en gribende tur med et mega sug fra fangerne efter kærlighed. Mange blev frelst og nogle helbredt. Lovsangen åbnede hjertedørene« beretter han.

Man kan tydeligt pege de fanger ud, som har ladet evangeliet få fremgang i deres hjerter. De smiler med en inderlighed og en glans i øjnene. De er opmærksomme under hele gudstjenesten, suger til sig og kommer hen bagefter for at bekræfte budskabet og deres slægtskab med brødre og søstre fra Danmark.
Men også de andre, som stadig tvivler og kæmper mod de hårde odds i fængslet, får en glød i øjnene efter lidt tid. Mordere og voldsforbrydere trykker ens hånd.

Måske får man et brev i hånden, hvor de skriver om deres liv og deres tid i fængslet. En passage i et sådant brev, taler særlig stærkt.
En fange fortæller, at han efter cirka 20 år i fængslet frygter for, om friheden vil få ham væk fra Kristus:
»Jeg vil hellere have min Jesus her i fængslet, end jeg vil vende tilbage til det gamle liv udenfor« skriver han.
Det kan man da kalde kristendom.

Af Allan Høyer

Reklamer