Dagen før, vi skulle ind i Arad fængsel, ringede Cosmin til kontoret i Bukarest for at tjekke, om alt var ok. Han blev chokeret, da de sagde, at vi ikke kunne besøge fængslet. De havde ikke modtaget papirerne, og vi ville derfor ikke blive tilladt adgang. Cosmin havde aldrig før oplevet dette. Så i stedet for at tage til fængslet kl. 8.30 den følgende morgen, forsøgte han at ringe dertil. Endelig kom han igennem en halv time senere.
»Vi er I Arad og venter på at komme ind I fængslet«, sagde Cosmin.
»Cosmin, bare kom«, svarede de.
»Men hvad med papirerne fra Bukarest?« spurgte Cosmin.
»Cosmin, bare kom«, svarede de.

Vi steg hurtigt ind i minibussen og kørte til fængslet. Vejen var usædvanlig lidt trafikeret, og vi ankom hurtigt. Efter sikkerhedsgennemgang gik vi ind i mødtelokalet, hvor fangerne ventede på os. Lige efter mødets start kom den ortodokse præst ind med smil på læben. Vi fandt senere ud af, at det var ham og det øvrige fængselspersonale, som havde løst problemet med Bukarest og gjort det muligt for os at komme ind I fængslet.

Det gode forhold til fængselspersonalet er et resultat af den måde, som Thorkil har opbygget tjenesten. Han arbejdede hårdt på at udvikle et nært venskab med personalet, og ud af denne nære relation har Cosmin været i stand til at fortsætte fængselsmissionen. Vi blev overrasket, da et kvindeligt medlem af fængselsstaben spurgte, om hun måtte optage mødet på video. Det blev så muligt for alle 1200 fanger i Aiud fængsel at se vores møde. Et andet medlem af staben viste os de stole og borde, som var kommet med lastbil fra Danmark til Rumænien. De var blevet malet og sat i stand af fangerne og var klar til at blive leveret til en børnehave.

Vi har altid haft gode møder med kvinderne i Aiud. Det er sådan en glæde at se, hvordan Herren har forvandlet deres liv. Men nu er de fleste af kvinderne blevet flyttet til Cluj. Så da vi havde mødet med de kvindelige fanger og en kvindelig fængselsvagt, var der kun 6 kvinder til stede. Fire af kvinderne havde ikke set os før, og de var kommet uden at vide, hvad de kunne forvente. De så meget alvorlige ud også fængselsvagten. Da Moses begyndte at tale forvandledes hele atmosfæren, barrierer blev brudt ned, og Helligånden begyndte at virke. Det var vidunderligt at se glædesudtrykkene i ansigterne, efterhånden som de bad om frelse gennem Jesus Kristus.

Vi gav bibler til kvinderne, og en af dem Claudia, så så glad ud, da hun holdt godt fast om den første bibel, som hun måske nogensinde havde ejet. Selv fængselsvagten blev begejstret, da Helligånden betjente dem, og blot for dette øjeblik blev alle barrierer brudt ned, og der var ikke forskel på fanger og fangevogter. Det vil i fremtiden være godt, om de forskellige teams kunne besøge kvinderne i Cluj.

Ved et møde i Arad kom en af fangerne Alex hen til os ved mødets slutning og sagde:
»Jeg ønsker at takke jer, fordi I er kommet, ikke blot jer, men enhver som kommer med på team, for når I kommer, er det som en fridag for mig I fængslet.«
Det er vidnesbyrd som disse, som hjælper os til at forstå, hvor meget Herren bevæger sig i fangernes liv og hjerter.

Vi holdt et møde med mændene fra maksimum sikkerhedsafsnittet i Aiud. Blandt dem var en mand, som havde skrevet til os, efter at Thorkil var død. Han navn er Pili.
Dette er et uddrag af brevet:
»Send venligst de hjerteligste hilsener til Thorkils familie. Jeg ved, at vi skal møde ham igen i Himlen. Jeg er ked af, at han er borte, for det var gennem ham, at jeg lærte Jesus at kende. Matt. 25:36-40.
Jeg er 35 år gammel. Jeg har været meget voldelig. Mit navn er kendt i mange fængsler i Rumænien, da jeg har slået mange fanger. Jeg var gal. Jeg brød mig ikke om andre end mig selv. Men nu kan jeg være som Jesus, som sagde: »Fader, tilgiv dem«. Jeg har syndet så meget i mit liv, men nu har jeg fred, og jeg er lettet, fordi Jesus har vasket mine synder bort. Jeg ved, at Jesus er med mig i livet og døden. Hvis ikke jeg havde lært Thorkil at kende, ville jeg heller ikke have lært Jesus at kende. Nu er min mor, søster og bror også kristne.«

Pili’

Personalet i fængslet havde bemærket forvandlingen hos fangerne. For en tid siden talte en af vagterne om, hvor farlige mændene var maksimum sikkerhedsafsnittet, men nu er de fuldstændig som forvandlet. Det er vidunderligt at høre om, hvilken kraft Gud virker med i fængslet.

Når vi tjener i fængslet, repræsentere vi ikke noget bestemt kirkesamfund. Hvis vi gjorde det, ville vi kun få lov til at møde et lille udsnit af fanger. Men vi er i stand til at nå mange, da vores mål er at nå fangerne med evangeliets kraft. Jo mere håbløs situationen ser ud til at være, jo mere skinner evangeliet. Et af møderne, som vi havde i Aiud, var med de syge fanger. Mændene modtog Kristus gennem mødet, og bagefter kunne vi bede for dem individuelt. Moses bad for nogle, som havde kræft

Hver dag kom et team af unge mennesker med os for at synge. En gruppe var fra Herrens Hær, som er en evangelisk del af den ortodokse kirke. En ung kvinde, som er med i denne gruppe, hedder Christina. Hun smiler altid, og hun fortalte os, at hun ofte får problemer, for når hun synger i kirken, siger folk til hende, at hun ikke burde smile så meget. Vi fortalte hende, at når hun kommer med os ind i fængslet, må hun smile så meget, hun har lyst til, da det gør fangerne godt og betjener dem med liv. Christina og en anden ung kvinde læser også digte og læser evangeliet for fangerne. Poesi er meget effektiv i Rumænien.

To mænd fra Baptistkirken var også med os. En af dem er en amerikansk pastor, som bor I Cluj, og den anden er Raul, som arbejder med alkoholikere. Raul gav sit vidnesbyrd om, hvordan Jesus havde frelst ham fra alkoholisme, og talte om sit arbejde med alkoholikere.

Vi var allerede begyndt med vores møde i Aiud, da Adrian kom ind. Han afsoner en straf på 34 år for mord. Han er for nylig kommet ud af maksimum sikkerhedsafsnittet efter at have tilbragt 10 år der. Hans forældre blev dræbt i en bilulykke næsten lige efter, at han var kommet i fængsel, og hans yngre søskende blev sendt på børnehjem. Han har ikke hørt fra dem siden. Adrian gav sit liv til Jesus for mere end 4 år siden. Vi tog et billede af ham sammen med teamet fra Herrens Hær. Det er vores ønske at gå ind i fængslet og udruste mænd som Adrian til lederskab. Der er et stort potentiale blandt mændene i fængslet.

Budskabet om evangeliet bringer ikke blot frelse og nyt liv i Kristus. Det medfører også en udfordring. Vi bad til frelse for mange, men vi gav også en appel til dem, som ønskede at være med til at opløfte andre. Vores bøn er, at disse mænd en dag vil være dem, som tjener i fængslet og ser andre blive løftet op ved evangeliets kraft. Ved et møde rejste 50 mænd sig for at overgive alt til Jesus. Vi bad for dem individuelt, og lagde vores hænder på deres skuldre og bad om, at Herren måtte gøre dem til de mænd, som Han ønsker de skal være. Hårde mænd havde tårer i deres øjne, da de overgav alt til Kristus.

Det er nødvendigt for os at tage os af de mænd og kvinder, som tager imod Jesus i fængslerne. Der er store muligheder lige nu, og vi må arbejde, mens vi har denne chance.
Men vi er bekymrede for om disse mænd og kvinder vil få svært ved at blive integreret i samfundet igen, når de bliver løsladt. Det er meget vigtigt for arbejdet, at der er nogle, der kan følge op på fangerne, når de bliver løsladt. Bed for disse fanger om at de må blive bevaret i troen, og få nye muligheder i samfundet den dag de bliver løsladt. Fængselsmissionen har stærkt behov for forbøn, og folk, som vil støtte tjenesten økonomisk.

Steve

Reklamer